Skab rå minimalisme med en betonvask i badeværelset

Vil du gerne dyrke en mere rå og minimalistisk stil i din bolig? Så bør du overveje at benytte beton i indretningen. Vi har tidligere nævnt, hvordan en bordplade i beton kan være en fin detalje, hvis du vil give dit køkken et mere moderne og råt udtryk. Nu er turen kommet til beton i badeværelset.

Beton er rigtig velegnet til badeværelset, hvor det kan være med til at give baderummet mere kant, og det minimalistiske, rå udtryk passer som regel godt til rummet. Beton kan dog virke lidt bombastisk, derfor skal du passe på med, hvordan du bruger det i indretningen.

Personligt er vi ret vilde med disse firkantede håndvaske lavet af beton, hvor den firkantede form med de lige linjer giver et enkelt og minimalistisk udtryk. Det fungerer klart bedst, hvis du har plads nok i badeværelset til at skabe lidt luft omkring håndvasken, så den netop ikke kommer til at virke for bombastisk.’

Vi har samlet et par bud på, hvordan du kan indrette badeværelset med en håndvask i beton.


En kompakt væg-til-væg håndvask i beton. Her er der god plads til tandbørste, toiletsager og endda lidt diskret pynt for at bløde det hårde udtryk lidt op. En træskammel der sikrer, at familiens mindste også kan nå op til håndvasken, samt en hvid Vipp affaldsspand skaber en blød og lun modvægt til den kølige håndvask.


For at forhindre, at badeværelset virker hårdt og sterilt, kan du bruge et par enkle accessories med afrundede eller cirkelrunde former for at opbløde betonens kølige udtryk. Her skal der for eksempel ikke mere til end et rundt fyrfadslys i glas, en sæbeholder og et spejl med afrundede hjørner for at skabe en fin modvægt til betonvasken.


Den grå betonvask får fint modspil af de mørke nuancer fra sæbedispenseren, fyrfadsstagen og sæbeskålen.


En mindre udgave af betonvasken, men stadig en meget funktionel løsning med god plads til cremer, sæbe og endda et lille ekstra spejl til makeuplægning. Her er det håndklæderne i fletkurven under håndvasken samt det lille, runde spejl og den blødt formede, ene lyspære over vasken, som skaber balance i indretningen og giver modspil til den markante betonvask.


Beton kan også sættes sammen med træ og fliser som her, hvor de forskellige materialer spiller fint sammen, og træets varme opvejer det lidt kolde udtryk fra den grålige beton og de hvide fliser.


Et råt look i badeværelset, hvor de kulsorte armaturer skaber en dramatisk dynamik sammen med den grå og kompakte håndvask. De store flaskers gulorange glød sørger for, at badeværelset alligevel virker varmt og indbydende.

Foto kredit: 1. Elisabeth Heier / 2+3. Funksjonelt / 4.Boligliv / 5. HGTV / 6.Architizer

3 Comments

    • Hej Christina

      Tak fordi du følger med. Vi har søgt efter vaskene og det er ikke lige til. Hvis vi finder nogle dygtige leverandører skal vi nok give beskeden videre.
      Mvh. Betina Flies

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *