Idéer til farver og tapet på børneværelset

Der er mange muligheder når det kommer til farver og tapeter til børneværelset. Skal du vælge det ene, det andet, eller begge dele? Vi har kigget på inspiration fra Flügger, hvor de viser nogle gode eksempler på hvordan du kan indrette stilfulde børneværelser med farver og tapeter.

På dette værelse har man opsat et tapet med fine luftballon-motiver. For at få væggen integreret med resten af rummet, så den ikke bare står for sig selv, har man bragt farverne og motiverne fra tapetet videre. Dette er en meget god måde, hvorpå du kan lave et sammenhængende tema i værelset. Her har man bragt den fine blå farve videre på den anden væg, og fundet en lille luftballon som man har hængt op i loftet.

Her er der et værelse hos et lidt ældre barn, hvor man har brugt et mere diskret motiv på tapetet og mørkere farver. Ligesom på det andet billede, har man bragt en farvetone fra tapetet videre på en anden væg, og på den måde står tapetvæggen ikke og “flagre” for sig selv. Du behøver dog ikke at være bange for at bruge andre farver i rummet, som du kan se på billedet, kan man sagtens bringe en grøn farve ind, ved hjælp af nips og møbler.

Den brunlige farve på væggen her, er nok ikke umiddelbart det, de fleste forbinder med et lyserødt pigeværelse. Men når det kommer til værelset hos den lyserøde pige eller dreng, er kunsten ikke at lade det tage overhånd. Find en farve som bringer mere ro til værelset, som modvægt til det lyserøde. Det får faktisk de lyserøde elementer til at fremstå endnu mere tydelige, så du kan bruge krudt på at udvælge de helt rigtige lyserøde ting, så som en flot seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *