6 idéer til sengeborde & lamper

Soveværelset er typisk et rum der bliver lidt forsømt indretningsmæssigt, da pladsen ofte bliver ædt op af et klædeskab og en seng, som ofte ikke har noget særligt udtryk. Sengebordet er derfor et oplagt redskab at bruge, når du vil udtrykke din personlige stil i dit soveværelse, og bringe lidt ekstra karakter og liv ind i rummet. En tilhørende flot sengebordslampe er prikken over i’et, når du vil skabe en hyggelig stemning ved din seng. Vi har fundet 6 flotte kombinationer af sengeborde og sengebordslamper, som inspiration til din søgen efter et sæt der passer lige præcis til dig og dit soveværelse.

 

frame_stone

Fotos: 1.-2. Menu  –  3.-4. By Lassen

FRAME & STONE

BY LASSENs sidebord fra Frame serien, kan sagtens bruges som et stilrent og minimalistisk sengebord. Bordet fås i forskellige farver og størrelser, vi har valgt det i grå, da det understreger det kantede og maskuline udtryk som bordet har. Her er dejligt med opbevaringsplads til alt det man ikke gider at have stående fremme, og en stor bordplade til en flot sengelampe. Vi har valgt at kombinere bordet med den rå bordlampe Stone fra Menu, som understreger det mørke udtryk som bordet har, samtidig med at den bringer en blød kontrast til bordets kantede formsprog. Den lave lampe kompensere også for at sengebordet er i den højere ende. Kombinationen af Frame bordet og Stone lampen er oplagt til dem, der gerne vil skabe en mørk og hyggelig stemning, med et maskulint touch.

 

dream_lullaby

Fotos: 1.-2. Lightyears  –  3.-4. Montana

DREAM & LULLABY

Fra det mørke og maskuline, til det lyse og lette kommer her det superfine sengebord Dream fra Montana, som vi har valgt i en sart rosa farve. Sengebordet er udstyret med en lille skuffe, men med opbevaringshylden under skuffen er der stadig masser af plads til den lille bogsamling. Bordet er kombineret med den yndefulde pendel Lullaby fra Lightyears, som er lavet af stenpapir og lameller i asketræ. Den hvide pendel og de hvide spinkle ben på sengebordet, skaber sammen et let og luftigt udtryk, som vi er vilde med. Vi synes at bordet og lampen går ligeså godt i spænd med hinanden, som deres navne hentyder til.

 

obo_rise

Fotos: 1. Normann Copenhagen  –  2.-3. oboshop

OBO & RISE

Det er muligt at vi ikke er helt neutrale i vores anbefaling af dette sengebord fra obo, eftersom at designeren også er skribent på her på sitet. Ikke desto mindre vil vi gerne vise det, da vi jo naturligvis er vilde med det. Obo er et håndlavet modulært opbevaringsmøbel som fås i forskellige størrelser, og kan stables til forskellige formål. Her ses to small moduler stablet ovenpå hinanden, så der er masser af opbevaringsplads. Til bordet har vi valgt den nye væglampe Rise, fra Normann Copenhagen, i en mat grå farve som går godt i spænd med den grå farve på sengebordets topplade. Bordet og lampen passer godt sammen da de begge er cylinderformede og træet på dem begge har lidt ekstra spil. Sammen skaber de et nordisk, minimalistisk og lyst udtryk som passer ind i en rolig soveværelsesstemning.

 

habitables_reade

Fotos: 1.-2. Menu  –  3.-4. Habitables

HABITABLES & READE

Dette smukke sengebord er designet og håndlavet i Madrid, og fås i forskellige varianter. Vi har valgt at vise jer sengebordet i valnød, det findes dog også i egetræ, som jo er en mere populær træsort her i landet. Men vi har valgt det i valnød, for at bryde lidt med det ultra-nordiske og lave en mere vovet kombination, der passer til et soveværelse med et mørkere udtryk. Sengebordet er simpelt nok bare en skuffe, med god bordplads og plads til det nødvendige opbevaring. Bordet skiller sig ud med den skrå frontskuffe som giver møblet en flot karakter. Vi har valgt at understrege dette kantede udtryk med den smukke skulpturelle bordlampe Reade fra Menu. Lampen fås også i sort, vi har dog valgt den i messing da vi synes at messing er superfrækt til valnød.

 

showcase_followme

Fotos: 1. Marset  –  2. Septemberedit  –  3.-4. Anne Linde

SHOWCASE & FOLLOW ME

Som alternativ til et sengebord med skabe eller skuffer i, kan man vælge en mere original løsning som denne væghængte hylde fra Anne Linde. Hyldens udtryk er let og minimalistisk, og passer rigtig fint til et mindre soveværelse. På selve hylden er der plads til et par småting og en lille lampe, og så er den øvrige opbevaring gemt væk bag hylden. For at bringe lidt varme til det hvide stålbord, har vi valgt at kombinere det med lampen Follow Me, som har en blødere form og en dekorativ hank af egetræsfinér. Follow Me lampen er trådløs og har en meget behagelig belysning med flere indstillinger. Det er et rigtig godt køb hvis man har behov for en fleksibel sengelampe, som kan tages med hvor som helst. Kombinationen her, har nogle alternative og spændende elementer, og så er den også del billigere end de andre kombinationer.

 

hideaway_belleveu

Fotos: 1.-2. &tradition  –  3.-4. Nordic Function

HIDE AWAY & BELLEVUE

Nordic Function står bag denne elegante hylde af sæbebehandlet egetræ, med plads til opbevaring under en aftagelig topplade. Hylden fremstår ærkenordisk med sin enkle form og det lyse træ. Til en opbevaringsløsning som denne, hvor toppladen skal løftes af for at komme ned til opbevaringen, vil vi til en hver tid anbefale, at man bruger en pendel eller en væglampe som belysningskilde. Vi har valgt den klassiske, elegante væglampe Bellevue AJ9 af Arne Jacobsen, som er blevet relanceret af &tradition. Lampeskærmen har et rent formsprog som understøtter hyldens simple form, og sammen skaber de et smukt, tidsløst udtryk.

Vi håber at I har fundet inspiration til at benytte jeres sengebordsarrangement, til at tilføje lidt ekstra karakter og stemning i jeres soveværelser, hvem ved, en smukkere udsigt fra sengen, giver måske en bedre nattesøvn.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *