10 gode råd til indretning af små hjem

Det er en kunst at indrette sig på få kvadratmeter, og det kræver i høj grad, at man er omhyggelig med de ting, man vælger at indrette sig med. Faren er at hjemmet bliver for kaotisk, snævert og omklamrende, og uden at være særlig funktionelt. Det kan sagtens lade sig gøre, at indrette sig således at hver kvadratmeter bliver udnyttet, med funktionelle løsninger, samtidig med at man bibeholder en luftig og overskuelig indretning. Vi vil her give dig 10 gode råd med på vejen, som du kan bruge når du indretter dig på lidt plads.


Foto 1: Lily Glass Photography – Foto 2: Fantastic Frank

Når man bor småt, gælder det virkelig om at indtænke opbevaring på smarte måder. Du får brug for en masse hyldemetre til alle dine ting, men i stedet for at sprede disse rundt i hele boligen, så overvej at samle alt i én stor reol, der fylder en hel væg. En helvægsreol giver dig optimal udnyttelse af væggen, samtidig med at den giver en flot effekt i rummet.


Foto 1 – Foto 2: Marie Kerusticus Styling

Hvis du har flere små rum, og fx en lille gang, kan det være et problem med døre, der står og fylder ud i rummet. Tænk derfor i løsninger hvor du kan bruge skydedøre til at lukke rum af, eller afskærme for rod. Brug også gerne fladen på skydedøren, til fx. et spejl eller knager.


Foto 1: Blooc – Foto 2: Larissa Johnston

Hvis du bor småt, og måske har skæve vinkler i hjemmet, så prøv så vidt muligt at arbejde med boligens form, og ikke imod den. Det gør du ved, at vælge møbler der passer til de mål og vinkler der er. Hvis der ikke findes møbler i de mål, så udnyt muligheden for at få noget helt unikt til din bolig, og lav møblet selv, eller få nogen til at gøre det for dig. Det kan fx. være, hvis du har brug for et skrivebord eller spisebord på speciale mål, for at det passer ind i et hak. Men det kan også være større installationer, hvor du indtænker mange funktioner i ét. Nogle gange kan det godt betale sig at investere i skræddersyede løsninger, hvis alternativet er at du må flytte ud af boligen pga for lidt plads.


Foto 1: af Adam Robinson Design’s, Casaba Waterloo White project – Foto 2: WestElm

Hvis du gerne vil skabe effekten af et større rum, så er et klassisk og godt råd, at bruge store spejle. Der findes mange fine spejle, også nogle der nærmest fungerer som et kunstværk på din væg. Brug dem gerne i en smal gang for at skabe mere dybde. Der findes også spejle lavet i gamle støbejernsvinduer, som giver en sjov effekt af at der faktisk er et vindue, der hvor du placere spejlet.


Foto 1: Jonas Ingerstedt, Eve Wilson – Foto 2: IG @aylagurganus

Taburetter har den fordel frem for stole, at de kan skubbes ind under bordet, når de ikke er i brug. Det er derfor en god idé, at bruge taburetter i stedet for stole, der hvor du kan. Det frigiver gulvplads og fylder heller ikke visuelt i rummet, når de er skubbede væk. Det gælder både for lave taburetter og barstole uden ryg.


Foto 1Foto 2

Din seng er en stor flade, der optager meget gulvplads og “kun” har det ene formål, at du skal kunne ligge på fladen og sove. Men der er ikke nogen grund til, at sengen ikke kan have flere funktioner, eller smarte indbyggede løsninger. Det er fx oplagt at bruge pladsen under en seng, til opbevaring. Byg gerne sengen op, så du også udnytter de vertikale kvadratmeter fuldt ud. En anden smart løsning, er en indbygget Murphy Seng, som kan slåes op efter brug. Den løsning vil passe perfekt hvis du har en ét værelses lejlighed, eller hvis du fx har et gæsteværelse, som også skal fungere som et kontor når der ingen gæster er.


Foto 1: Bloomingville puf – Foto 2: Nordvink bord

Du bør vælge møbler med stor omhu, når du indretter dig småt. Der er ikke noget værre for små rum, end at fylde dem ud med pladskrævende møbler der i princippet ikke rigtig bliver brugt, eller er unødvendige. Så vælg gerne kompakte møbler der har flere funktioner og er fleksible, dem vil du med garanti blive glad for. Det kan fx være en puf med opbevaring, eller et spisebord som også er et tørrestativ.


Foto 1: af Nina Choi – Foto 2: Hos Mette Helena Rasmussen, foto af Tia Borgsmidt

Hold igen med at bruge mange forskellige farver i din lille bolig, da det hurtigt kan få et lille rum til at synes meget rodet. Ligeledes er stærke farver, noget der hurtigt kan gå ind og dominere hele lejlighedens udtryk, så faren er at du hurtigt bliver træt af farven. Mørke farver kan du godt bruge, men lad det være i minimalt omfang, da det kan få rummet til at synes langt mere kompakt. Det mest optimale er, hvis du vælger en lys farve, men gerne i flere toner for at skabe lidt spil.


Foto 1: Victoria Tornegren – Foto 2: Vissevasse plakater

Det siger måske lidt sig selv, men vælg endelig ikke en for stor sofa til din lille bolig, selvom der måske teknisk set er plads til den. En sofa kan hurtigt æde en hel stue op, og vil gøre at stuen får et meget tomt og kedsommeligt udtryk. Vælg i stedet en lidt mindre sofa og kombiner den med en lille stol eller puf, hvis du har brug for mere siddeplads. Flere mindre møbler gør din stue mere rummelig og hjemlig, end færre større møbler vil gøre.


Foto 1 – Foto 2: Stadshem

Afslutningsvis har vi et klassisk råd, som omhandler en fælde som mange falder i. Det handler om, at du ikke skal plastre dine møbler op langs væggene, men at tænke ud af boksen, og prøve dig frem med forskellige opstillinger. Der er ikke nogen lov der siger, at en sofa skal stå op mod en væg, se hvad der sker når du stiller den ud i rummet, måske er det lige den afskærmning mellem stue og spisestue, som du har brug for. Det er også en god idé med runde spiseborde, da du så tvinges til skabe luft omkring det. Det er muligt at skabe en luftig og let indretning, selvom rummet er lille, hvis du følger dette råd.

Øverste foto: Emily Laye, Fantastic Frank

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *