5 gode råd til at pifte dit bryggers op

Området omkring vaskemaskinen og tørretumbleren, er sjældent særligt spændende. Hvis du er så heldig at have et bryggers, eller hvis du bare har et lille vaskehjørne på badeværelset, i gangen eller i køkkenet, så er det et område som vi ofte forsømmer lidt i indretningen. Selve vaskemaskinen er ikke ligefrem køn at se på, lidt ligesom et fjernsyn, men den er jo nødvendig, så vi må finde os i dens tilstedeværelse. Heldigvis findes der nogle knep til, hvordan man kan pifte vaske-området op, så man opnår et mere æstetisk resultat. Vi vil nu give dig 5 gode råd til, hvordan du kan forvandle dit vaskerum til et æstetisk og rart område at være i.

Hvis du har et adskilt bryggers i hjemmet, så kan det godt betale sig at skænke dit gulv en ekstra tanke. Du har nok i forvejen klinker på gulvet, da det er et meget praktisk materialevalg til et bryggers. Udnyt muligheden for, at du har så stor en flade, som du kan sætte i spil. Der findes så mange smukke fliser, som uden tvivl vil pynte og give dit bryggers karakter.

De skabe som du har omkring, eller tæt ved vaskemaskinen, betyder utrolig meget. Hvis dine skabe er hvide og helt simple, så risikerer du, at det er vaskemaskinen der træder frem og stjæler fokus. Det kan derfor godt betale sig, at være lidt ekstra opmærksom på skabslågerne. Det behøver dog ikke at betyde, at du skal ud og investere i nogle helt nye skabe, du kan sagtens pifte de gamle op ved hjælp af maling eller nye greb. Hvis du har IKEA skabe, kan du også udskifte lågerne til nogle flotte nye fra Reform eller &Shufl.

Prøv at tænk i, at du skal fjerne fokusset i rummet, væk fra selve vaskemaskinen og tørretumbleren. Det kan du gøre ved, at sætte nogle andre flader i spil, som er mere interessante og fanger øjet. Du kan for eksempel male en dør eller en væg, eller bruge tapet bag vaskemaskinen. Som før nævnt, kan du med fordel også sætte gulvet i spil.

Hvis du ikke har mod på at kaste dig ud i et større projekt, så som at udskifte gulve, male skabe eller tapetsere vægge, så kan du i stedet vælge, at kredse lidt ekstra for detaljerne. Brug nips og pynt omkring vaskemaskinen, på samme måde som du gør i resten af hjemmet. Du kan for eksempel sætte hylder op, hvor du kan placere planter og fine kurve til opbevaring, eller du kan bruge lækre tæpper og lamper. Vælg også gerne en æstetisk vasketøjskurv, hvis den skal stå fremme.

Det er ingen hemmelighed, at vi her hos Alt Om Indretning er vilde med skydedøre. Skydedøre kan pifte et hvert rum op, de bringer kant og karakter til et rum, og kan også være pladsbesparende. Skydedøren er oplagt til dig, der har en vaskemaskine som ligger ud til gangen eller i en entré. Men skydedøren kan også være et flot alternativ til en dør indtil bryggerset, eller som afskærmning af vaskesøjlen på badeværelset. Der er rig mulighed for at sætte sit helt eget præg på skydedøren, du kan for eksempel vælge en rustik trædør, en dør malet i yndlingsfarven eller benytte en patineret gammel dør, som du giver et nyt liv, ved at hænge den op med skydedørsbeslag.

Vi håber at du er blevet inspireret, til at gå igang med at pifte dit eget vaskerum op!

Kilder/source:
Forsidefoto: NORTHBOURNE Architecture + Design  // Foto 1: Fotograf Annie Schlechter til Country Living // Foto 2: Fotograf  Jillian McAlley // Foto 3: Bre Purposed // Foto 4: Studio Mcgee // Foto 5: Classy Clutter // Foto 6: SF girl by bay // Foto 7: Vintage Revivals // Foto 8: Beautiful Homes On Instagram – @houshold no.6 // Foto 9: Fotograf Becky Kimball til House of Jade Interiors // Foto 10: Style Me Pretty // Foto 11: House Beautiful // Foto 12: Jenna Sue Design co. //

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *