Gode råd til at skabe hygge i soveværelset

Efter en veloverstået decembermåned, som ofte byder på lidt stress og jag, er det oplagt at vende blikket mod soveværelset. Det er på tide at få skabt den hyggelige atmosfære i soveværelset, som indbyder til hvile og afslapning.

Der er især 6 ting du kan have fokus på, når du indretter dit soveværelse, nemlig natbordet, natlampen, loftslampen, gulvtæppet, puderne og billederne på væggen. Overvej nøje dit valg disse elementer og sammensætningen heraf. Find den stil der passer dig, så vil du med garanti opnå et hyggeligt og rart soveværelse.


Et natbord har faktisk en utrolig stor betydning for det udtryk du skaber i dit soveværelse. Natbordet er derfor en gylden mulighed, for at kunne sætte dit helt eget præg på indretningen. Prøv at tænke lidt ud af boksen, for at skabe en unik og personlig stil. Vi har nogle bud på alternative natborde her:
1. Hide Away Shelf: Hvis du ønsker en enkel stil i soveværelset, så er et væghængt natbord en god idé. Væghængte natborde har et let og luftigt udtryk, som passer godt til lyse soveværelser. Dette natbord har opbevaringsplads som er tilgængeligt for oven, derfor er det en god idé at kombinere hylden med en væghængt natlampe.
2. Træstub: Hvis du ønsker at tilføje noget rustikt, naturligt og unikt til dit soveværelse, så er en træstub som denne en rigtig god mulighed. Træstubbe kan være en god kontrast til lyse farver, som vil bringe varme og charme til rummet. Kombinér den med en lille bordlampe eller pendel.
3. Herman stol: En stol er et sjovt og anderledes alternativ til et bord ved siden af sengen. Der findes uden tvivl et større udvalg af stole end der gør af natborde, så udnyt at du får en langt større mulighed for at ramme netop din stil. Det kan være en stilren og minimalistisk stol, som denne fra Ferm Living, en stol af klassisk dansk design eller et loppefund som du har kært.


Belysning er et af de absolut vigtigste elementer i et hvilket som helst rum, og soveværelset er ingen undtagelse. Brug loftslampen i rummet til at skabe en blød og afdæmpet stemning, som virker beroligende for sindet. For at opnå et blødt og diffust lys, skal du vælge en pendel som er afskærmet hele vejen rundt, i et materiale hvor lyset kan skinne igennem. Det kan for eksempel være fjer, stof, rispapir eller matteret glas. Her får du 3 bud på pendler der giver et blødt og spredt lys:
1. Fjerpendel: Vi er ret forelskede i denne lampe, som er helt perfekt til et soveværelse. Lampen minder helst om en blød sky, og er utrolig dekorativ. Den fås i brun, grå og hvid, og i flere forskellige størrelser. For at opnå den ultimativt bløde effekt, kan du vælge den helt store oversize version.
2. Stoflampe: Et andet materiale som giver en blød belysning, er stof. Denne skønne pendel er af bomuld, og har en lækker organisk form. Pendlen fås i flere forskellige farver, som du med fordel kan kombinere i en klynge.
3. Bomuldsvoile:  Denne smukke lampeskærm fra Nordal, er en smule transparent, hvilket gør den let og lækker i sit udtryk. Pendlen har et diskret sort og hvidt mønster, hvilket gør at den fremstår meget enkel og stilren. Lampeskærmen kan både hænges op i loftet, eller stå på en kommode eller lignende.


Natlampen ved sengen, er mindst ligeså vigtig som loftslampen i soveværelset. Det første du skal gøre inden du vælger en lampe, er at overveje hvilke behov lampen skal opfylde. Hvis du ofte sidder og læser en bog i sengen, er det nødvendigt med en lidt stærkere belysning, men hvis det mere er iPad’en eller mobilen som du kigger i, kan du nøjes med et mere afdæmpet og diffust lys. Det er også en god idé med en dæmpbar belysning ved sengen, som du kan indstille efter skiftende behov. Når alt dette er sagt, er det også supervigtigt at den lampe du vælger er dekorativ. Natlamper må godt gøre et væsen af sig, og sætte et præg på rummet, der afspejler din personlige stil.
1. Arigato: En væglampe er en god idé, hvis du ikke har meget plads på dit natbord. En væglampe som denne giver et godt lys, så den er oplagt at bruge som en læselampe. Udover dette har lampen nogle flotte grafiske linjer, som giver rummet kant. Lampen fås også som bordlampe, pendel og gulvlampe.
2. Follow Me: Vi knuselsker bare denne lampe! Lampen er dæmpbar og trådløs, så den er ligeså praktisk som den er fin. Du kan nemt og hurtigt tage den med dig overalt, og så er det bare praktisk at kunne skrue ned for lyset, når du ikke vil forstyrre din sovende sengepartner. Lampen fås i to størrelser.
3. Pendel: En pendel er en anden god mulighed, hvis du ikke har så meget plads på natbordet. Ved at bruge en pendel som natlampe, sætter du også en helt ny flade i spil i indretningen af soveværelset, som kan give en rigtig flot effekt. En pendel som denne er meget smart, da den har et blødt og diffust lys, samtidig med at den har en praktisk afbryder på selve fatningen.


En flade som mange ofte overser, når de indretter soveværelset, er gulvet. Gulvtæpper er et utrolig effektivt middel, hvor du hurtigt kan skabe hygge og varme i soveværelset. Udover dette er det rart at have noget blødt og varmt at stå på i rummet, da det ofte er her man går i bare tær. Du kan sætte gulvtæpper på hver sin side af sengen, så du kan træde ud på noget blødt og rart når du vågner, men du kan også sagtens placere dit gulvtæppe for enden af sengen, under sengen eller foran garderoben eller spejlet.
1. Structure tæppe: Dette fine flettede tæppe, kan med sin runde form, bryde med den kantede flade, som et gulv ofte er. Tæppet kan bruges mange steder, både ved sengen, men også under en stol i soveværelset eller foran et gulvspejl.
2. Ryatæppe: Ryatæpper er ingen nyhed på markedet, selvom de i den seneste tid har fået en opblomstring. Tæpperne stammer helt tilbage fra oldtiden, hvor de blev brugt til at varme på sørejser. Tæppet som vises her, har det mest populære mønster som vi ser på ryatæpper i dag. Tæppet er tilpas afdæmpet til at kunne passe ind i næsten alle stilarter.
3. Marokkansk tæppe: Hvis du ønsker lidt mere farver og spil i indretningen, kan du med fordel bruge et smukt og farvestråelende gulvtæppe som dette. Tæppet er håndvævet af genbrugstekstiler, hvilket gør hvert tæppe helt unikt.


Pyntepuder på sengen har gjort et stort comeback de sidste par år. Hvis du vil skabe en hyggelig stemning i dit soveværelse, er det vigtigt at sengen fremstår pæn og indbydende. Det kan du enten gøre ved hjælp af et flot sengetæppe, eller noget blødt og dejligt sengetøj i afdæmpede farver. Prikken over i’et er dekorative og bløde puder, som du også kan bruge som rygstøtte, når du for eksempel sidder i sengen og læser. Vi har 3 gode bud på smukke puder her:
1. Hørpuder: Hør er populært som aldrig før, materialet er rykket ind i stuen, køkkenet og ikke mindst i soveværelset. Hør er også et naturmateriale som bare kan noget helt specielt, især når stoffet er blevet stenvasket, så det fremstår blødt og indbydende. Hørpuder i milde pastel farver er næsten ikke til at stå for!
2. Knot pillow: Du kan opnå et spændende spil, hvis du blander puder af forskellige farver, mønstre og former. Her er Knot puden særdeles god, da den har et helt unikt udtryk, og fås i mange flotte farver.
3. Velour puder: Velour er et andet materiale som har gjort et stort comeback, især når det gælder puder. Det bløde og elegante materiale, er oplagt at bruge i soveværelset, for at skabe tekstur og kontraster på din seng. Disse smukke puder fra Semi Basic, fås i mange forskellige farver.


Det sidste gode råd vi vil give jer i denne artikel om hygge i soveværelset, er at sætte dine vægge i spil, med smukke billeder. Når du skal vælge billeder til dit soveværelse, så skal du gøre det med et andet udgangspunkt end hvis det for eksempel var til stuen. Prøv at holde dig væk fra farverige og skarpe, kontrastfyldte motiver, og vælg i stedet noget med afdæmpede farver og bløde motiver. Det kan for eksempel være sort-hvide fotografier af naturen, stregtegninger og illustrationer er også et populært valg til soveværelset. Motiver med mennesker kan også være med til at skabe en intim og afslappet stemning i soveværelset.
1. Fotokunst: Her har vi et godt eksempel på et oplagt billede til soveværelset. Det sort-hvide motiv af en kalksten i naturen, er smukt og beroligende, som vil smitte af på stemningen i rummet.
2. Yogamotiv: Marie Jørgensen har lavet en række af plakater af nøgne kvinder i yogastillinger, som denne af en kvinde der mediterer. Plakaterne er smukke og sjove, og vil helt sikkert bringe personlighed til dit soveværelse.
3. Stregtegning: Stregtegninger er utrolig populære for tiden, gerne med motiver af mennesker. Stregtegningen er oplagt til soveværelset, da den ikke tiltrækker for meget opmærksomhed, men blot understøtter en simpel og rolig stemning i rummet.

Vi ønsker dig god fornøjelse med indretningen af dit soveværelse!

Kilder/source:
Forsidefoto: Entrance Mäkleri // Foto 1: Jenny Brandt // Foto 2: VITA Copenhagen // Foto 3: Grupa Studio // Foto 4: Triibe // Foto 5: Fantastic Frank // Foto 6: Stadshem //

Skriv et svar