Tidløse plankeborde med jernstel

Vi er ret vilde med disse rå plankeborde i træ, med et rustikt understel i jern. Kombinationen af en massiv, robust bordplade og det helt simple understel, giver et flot resultat, der med sin solide tyngde, skaber et rart fikspunkt i rummet. Et bord som dette har en tidløs elegance, der kan kombineres med næsten alt. Du kan for eksempel mikse det med med både moderne stole, klassiske stole og vintagestole – hvilket hver især giver et helt unikt udtryk. Find inspiration i billederne herunder, til hvordan du kan inddrage et plankebord i forskellige stilarter.

Rustik bondeidyl

Her er det sorte understel kun til stede som en diskret hjælper, der løfter de massive træplanker, der udgør bordpladen. Bræddernes kraftige snit og rå look, giver bordet præg af noget gammeldags og upoleret. Sammen med de klassiske stole, opnås der en helt særlig, landlig stil, dog med en vis kant der giver indretningen personlighed.

Råt vintagelook
entcph15735-600x600

Du kan også lave et skrive- eller arbejdsbord, hvor du benytter en massiv træbordplade, som monteres på et jernstel. Tilsat en læselampe og en god stol, giver det en fin base for hjemmearbejde. Den patinerede stol, det rå betongulv og new yorker glasvæggen i baggrunden, spiller utrolig godt sammen med det massive bord, og tilsammen udgør det et råt vintagelook. 

Lyst & let

Her har man indrettet sig let og luftigt, med et hvidt køkken, hvide stole og et hvidt gulv. I dette hjem skaber det rå plankebord en modvægt til det lyse, og giver rummet en tiltrængt tyngde og balance. Hjemmet beviser at selvom man ønsker hvide og minimalistiske rammer, kan man med fordel inddrage et rustikt og solidt plankebord med jernstel.

Mørkt & dramatisk

Nu har vi set hvordan et plankebord passer ind i en landlig indretning, en vintage-stil samt i lyse og lette rammer. Kan det også klare en dæmpet, mørk og dramatisk indretning? Ja! Med sort i sort er dette bord et elegant indslag, der fint spiller sammen med de simple træstole og de ekspressive dekorationer på væggen. Her er bordpladen relativt tynd og let, så bordet ikke virker for dominerende i forhold til resten af indretningen, men i stedet fremstår som en diskret del af helheden.

Nordisk charme

Hvis du, som mange danskere, går ind for den nordiske stil, med lyse farver, en masse planter og en tilpas mængde mørke kontraster, så kan du også med fordel inddrage et plankebord. Her vil det være oplagt at vælge lyse træplanker, som for eksempel vil stå flot til et lyst trægulv. Kombinér det med mørke stole og et sort, men let, jernstel, for at opnå en tilpas modvægt i indretningen.

Kilder/source: 
Forsidefoto: Wood By Kristensen // Foto 1: Belén Imac // Foto 2: Ent Cph // Foto 3: Only Deco Love // Foto 4: Fritz Hansen // Foto 5: Boligmagasinet //

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *