5 store indendørsplanter

Plantetrenden blomstrer stadig i bedste velgående, alt imens mini-trends skyder op indenfor emnet. I starten var det spøgelsestræerne der vandt frem, så blev det sukkulenter og kaktusser, dernæst Monstera og Pilea, såvel som at Elefantøre og Eucalyptus har haft sin tid i solen. Den mest dominerende tendens vi ser indenfor plantetrenden nu, er de store stueplanter. Jo større, jo bedre. De store indendørsplanter kan både stå for sig selv i en minimalistisk indretning, hvor de nærmest fremstår som en skulptur, men de kan også stå sammen med en masse andre planter, og skabe en regnskovs-effekt i hjemmet. Vi vil nu tage dig med forbi 5 slags store indendørsplanter, som du kan bruge til at skrue op for plante-volumen i dit hjem.


Palmer er nogle utrolig smukke planter, som gerne vokser sig meget store, og bringer en tropisk effekt med sig. Bananpalmen er vores særlige favorit, da den med sine store, flotte blade kan strække sig højt og så planten fremstår som et meget dekorativt og centralt element i din indretning. Palmen vil dog ikke levere bananer til din morgensmoothie, da den skal være mindst 4 meter, og stå i de helt rigtige forhold for at bære frugt.


Oliventræet er en anden smuk og skulpturel plante, som kan tilføje noget elegance til din indretning. Træet giver en sydlandsk stemning og karakterfuld effekt til dit hjem, med den lange tynde stamme og krogede krone. Køb gerne planten i den størrelse som du ønsker, da den vokser meget langsomt. Planten kan stå ude om sommeren, men da den ikke tåler frost, har den bedst af at stå inde om vinteren, gerne et solrigt sted.


Violinfigen har før været meget fremme i indretningen, men nu skal den altså være helt stor og have en stamme! Figentræet har ligesom oliventræet, en lang tynd stamme, som giver den et meget chik look. På toppen udfolder der sig de smukkeste store blade, så vælg gerne en stor potte til planten, som modspil til den store krone. Planten kan vokse sig 3 meter høj indendørs, og bladene kan blive op til 40 cm lange. Ulempen ved planten er, at den er utrolig følsom, så den egner sig mest til dem med grønne fingre.


Gummitræerne har vi også før set i indretningen i en mindre version – men nu skal der skrues op for volumen! Modsat violinfigenen så er det svært at tage livet af et gummitræ, så planten er også for dem der ikke har grønne fingre. Planten kan nemlig både trives mørke steder i boligen, og uden særlig meget vand. Kendetegnende for gummitræet er de dybgrønne blade og plantens struttende struktur.


Lykkekastanjen, som stammer fra Mexico, er en anden plante som ikke kræver den helt store pleje. Planten fås i forskellige størrelser, men har potentiale til at vokse sig stor. Plantens karakteriseres af den flettede stamme, som er en utrolig dekorativ detalje i sig selv. De store, blanke blade kan forme en pjusket krone, som gør at planten kan bliver frisk og vild at se på.

Vi ønsker dig en god fornøjelse med dit næste plante-køb!

Kilder/source:
Forsidefoto: Goods We Love // Foto 1: H&M // Foto 2: Stylist Rikke Graff Juel, fotograf Christina Kayser O for Elle Decor Japan // Foto 3: A Merry Mishap // Foto 4: Domino Mag // Foto 5: Pflanzenfreude //

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *