Din guide til et rullebord

Rullebordet er et fint lille møbel, som har gjort et stort comeback de sidste år. Bordet har utallige anvendelsesmuligheder, du kan bruge det som en barvogn eller serveringsvogn, men også til dine planter, til børnenes tegneredskaber, som sidebord til sofaen eller yndlingsstolen, til opbevaring på badeværelset eller bare til opbevaring og udstilling af nips. Der er i den senere tid kommet utrolig mange versioner af rullebordet, så du kan være sikker på, at finde et rullebord der passer til din stil og dit behov. Men med det store udbud, kan det også virke som et uoverskueligt projekt, at finde frem til det helt rigtige rullebord til dig. Så vi har samlet en masse af vores yndlingsborde og kategoriseret dem, for at guide dig igennem rullebords-junglen.


Det grafiske rullebord er til dig, der godt kan lide rene linjer, stilren indretning og møbler med kant. De grafiske rulleborde, vil ofte være i sort stål og have et stramt og stringent formsprog. Et rullebord som dette kan bruges hvor som helst i hjemmet, både i stuen, på badeværelset eller i køkkenet, og er ofte nemme at rengøre med de glatte flader og simple former.

  1. Kristina Dam Bauhaus Trolley: Som navnet giver til kende, er rullebordet med sine rene grafiske former, inspireret af den klassisk tyske kunstskole, Bauhaus. Bordet er utrolig enkelt og smukt, lavet i stål og med en glasplade øverst.
  2. Broste Copenhagen Cloe rullebord: Bordet her er sammensat af et jernstel, med hylder af antikglas, som giver bordet et unikt udtryk. Det tynde jernstel afspejler sig i hylderne, og giver et smukt geometrisk mønster. Rullebordet kan med fordel sammensættes med sofaborde fra samme serie.
  3. House Doctor Use: Med sit simple formsprog, har dette rullebord alligevel nogle fine detaljer der får det til at skille sig ud. Det er oplagt at gemme månedens magasiner i toppladens lomme, sammen med en lampe og andet nips på bordet, måske ved siden af din sofa.
  4. Gubi Matégot Trolley: Rullebordet her er en relancering af en smuk klassiker fra 1953, med en topplade som fås i flere forskellige farver. De formbøjede metalrør skaber nogle utrolig spændende linjer, som også får rullebordet til at fremstå let og luftigt.


Det rustikke rullebord kan passe ind i rigtig mange forskellige indretninger, både den i industrielle, maskuline og landlige indretning, men rullebordet kan også sagtens bruges i den mere minimalistiske bolig, som en kontrast til det stilrene. Et rustikt rullebord vil typisk være af materialer så som metal, træ og læder, gerne med lidt ekstra patina. Det rustikke rullebord kan bruges på teenageværelset såvel som i garagen, da man ofte er mindre sart overfor ridser og lignende, med det rustikke bord.

  1. Nordal Ale rullebord: Dette rullebord er fra det danske Nordal, og er lavet i stål og træ, med et patineret look. Træbakkernes dybde lægger op til, at man reelt set kan bruge vognen til opbevaring, og ikke bare udstilling af nips, hvilket kan være meget praktisk.
  2. Dutchbone Mil rullebord: Dette rustikke rullebord har et eksklusivt tvist, i det flotte sammenspil der er skabt mellem stålstellet, de grønne marmorplader og læderstropperne. Bordets funktion er krystalklar, dette må være den ultimative, rustikke barvogn med plads til alle de gode flasker.
  3. By Lassen Anoon Trolley: Anoon vognen fra By Lassen, er en praktisk lille en af slagsen. Både top- og bundpladen har høje kanter, som forhindre ting i at glide af rullebordet, når det køres rundt. Et bord som dette er oplagt til brug i køkkenet, hvor du kan gemme dine fine olier og krydderier, hvor de kan stå klar til at blive rullet med ud på terrassen, til udendørsspisningen om sommeren.
  4. Ib Laursen Trolley: Her har vi et rullebord i den store ende, hvor du får plads til en hel masse opbevaring. Fordi rullebordet har et gitter rundt om siderne og bagtil, kan du også sagtens bruge bordet som en lille reol. Det ville se rigtig fint ud med håndklæder på badeværelset, eller til spisestellet i køkkenet.


Det elegante rullebord er utrolig dekorativt i sig selv, og er derfor også ofte et bord man ikke overøser med andre ting. Bordet kan være lavet i delikate materialer og former, og er derfor også ofte et bord man ikke ruller så meget rundt med, men mere har sin faste plads i hjemmet. Det elegante rullebord er helt oplagt at bruge i stuen, til nips og planter, eller som en lille barvogn i bedste Mad Men stil, med gammel whisky og krystalglas.

  1. Nordal Rullebord i messing: Dette fine rullebord er lavet i let patineret messing, og har to plader af glas, hvilket understøtter bordets lette og elegante udtryk. Det matte messing gør, at bordet får et meget afdæmpet og nordisk udtryk.
  2. House Doctor Rolling Table: Dette bord fra House Doctor, som er lavet i jern og glas, har en meget atypisk høj og smal form, hvilket gør at bordet fremstår utrolig let og elegant. Det passer godt ind i den mindre bolig, hvor man ønsker at fremhæve en fin plante eller et stilleben af sit yndlingsnips.
  3. Madame Stoltz Trolley i messing: Det er den atypiske runde form, de matte messingrør og de hvide marmorplader, der vinder dette rullebord en plads i den “Elegante” kategori. Bordet lægger op til en masse skøn pynt og overdådigheder.
  4. OK Design Confetti Trolley: Her har vi igen et rullebord der bryder med de kendte former, hvilket ender ud i et meget elegant og spinkelt design. Bordet har et meget dekorativt håndtag og en bordplade af det populære materiale, terrazzo, som sætter prikken over i’et.


I kategorien for det skulpturelle rullebord, finder du eksempler på nyfortolkede formsprog og innovative bud på et rullebord. Det skulpturelle rullebord har ofte et meget moderne udtryk, og kan nærmest fremstå som et kunstværk i din stue. Afhængigt af hvor mange detaljer der er på bordet, kan du bruge det til forskellige formål. Et rullebord med mange detaljer, så som bord nr.4, vil man typisk ikke overøse med ting, men bord nr.3 som har et forholdsvis simpelt formsprog, invitere til at man sætter sig eget præg på det.

  1. Casamania Chariot: Det er danske GamFratesi der har designet dette rullebord for det italienske Casamania. Bordet fås både i træ og pulverlakeret stål, og varierer meget i sit udtryk, efter hvilket materiale og farve man vælger. Vi er ret forelskede i denne model i egetræ, som med sit helt eget karakteristiske udtryk, bare står og ligner en million.
  2. PI Rullebord: Dette rullebord, med nogle utrolig spændende kontraster, er designet af Therese Damkjær. Både materialerne og formen på rullebordet gør, at man næsten ikke nænner at skulle sætte noget på bordet, da det bare er så smukt i sig selv. Man bør derfor prøve at holde sig til et minimum af ting man placere på det. 
  3. A2 Move Trolley: Det er ikke ofte vi ser et trekantet rullebord som dette, hvilket lander det en plads i denne kategori. Med sit håndtag og lette vægt, ligger bordet op til, at man reelt set ruller det rundt i hjemmet. Det vil derfor være oplagt, at bruge bordet til noget mere funktionelt end udstilling af nips, for eksempel til legetøj der skal kunne flyttes lidt rundt i hjemmet.  
  4. Canett Apart Rullebord: Dette rullebord har noget vintage over sig, og minder nærmest om en hestevogn eller gammel cykel. Rullebordet vil være oplagt som en barvogn, da den kan være lidt svær at placere nips på, og generelt bare pynter nok i sig selv.

Vi håber at du har kunne bruge denne guide, til at finde frem til det helt rigtige rullebord til dig.

Rullebordet på det øverste billede er af Alvar Alto for Artek, og kan købes her.

Denne artikel kan indeholde affiliatelinks.

Skriv et svar